Opdateret: 31. maj 2020
Det er ikke unormalt at spise når man ikke er sulten.
Stort set alle gør det – af den ene eller anden årsag.
Som regel fordi man enten
-
- lige blev fristet af en duft eller en reklame
- der var kage på arbejdet
- kedede sig
- var trist
- var stresset
- var gået ”sukkerkold” henad eftermiddagen
- føler man bør spise op
- synes det smager godt
- osv.
Men det kan hurtigt blive til mange kalorier, der fylder i det samlede regnskab og gør, at du ikke kan tabe dig, eller tager på.
Hvis du har en vægt, du er tilfreds med, er denne adfærd ikke problematisk, og du behøver ikke at skulle spekulere på at ændre noget.
Men hvis du er ked af din vægt, så vil det være et oplagt sted at sætte ind.
Den kedelige nyhed er desværre, at spisning på andet end sult ikke ”BARE” er noget man stopper med.
Der kan nemlig ligge rigtig mange årsager bag.
Og dét at spise – altså adfærden, ikke maden i sig selv – kan være stærkt vanedannende.
Desuden er det hjernens vigtigste opgave at få os til at overleve og at have det behageligt, så i og med at mad både nærer krop og sjæl, så er det stærke kræfter, du er oppe imod.
Det betyder dog (heldigvis) ikke, at du ikke kan lære at lade være med at spise af andre årsager end sult.
I dag får du første del af løsningen, nemlig
BEVIDSTHED!
Før man er klar over, hvad et problem handler om, kan man nemlig ikke ændre det.
Så hvis du har problemer med, at du spiser, når du ikke er sulten (eller spiser videre selvom du er blevet mæt), så vil det nu være oplagt at begynde at lede efter årsager. Spørg dig selv:
-
- Hvilken følelse oplevede du, umiddelbart inden du spiste? (rastløshed, uro, tristhed, vrede osv.)
- Forsøgte du at opfylde et andet behov, med mad? (fx at du var trængte til søvn, afslapning, adspredelse, omsorg m.m.)
- Blev du fristet fordi maden var der, nogle pressede dig, fordi det smagte godt, eller pga. en reklame?
Prøv om du kan lade være med at dømme dig selv, for det gør nemlig at det bliver umuligt for dig at være nysgerrig og gennemskue hvad det egentlig er der sker. Vis dig selv medfølelse og grav efter årsager, frem for at slå dig selv i hovedet.
God fornøjelse!
Kærlig hilsen
Jane