Sarahs historie

Kan du hjælpe mig med af min spiseforstyrrelse? Det er et spørgsmål mange klienter stiller mig. Hvis jeg skal fortælle om min egen recovery, og give et svar på ovenstående så vil jeg sige nej, det er ikke sikkert. Det er slet ikke sikkert du nogensinde kommer helt af med din spiseforstyrrelse, men du kan med de rigtige redskaber og ved at søge hjælp, formentlig lære at leve med din spiseforstyrrelse. Det gør jeg.

Min recovery, har været år undervejs, og det har gået op og ned. Min recovery startede faktisk med at jeg fik konstateret BED, altså tvangsoverspisning. At jeg blev set og hørt, og at jeg ikke kunne gøre for at jeg spiste, at jeg ikke ”bare” manglede rygrad eller ”skulle tage mig sammen” det gjorde at jeg langsomt kunne ændre syn på mig og min spisning.

Min første coach, som satte gang i det hele, var en jeg fik igennem min kommune, da jeg var sygemeldt med stress og angst. Han fik sat mange tanker i gang hos mig, han hjalp mig med at se på hvordan jeg talte til mig selv, og hvor langt jeg gik for at passe på andre, mens jeg trådte på mig selv. Alle sammen ting som faktisk forværrede min spiseforstyrrelse.

Herfra lagde jeg mit liv om, jeg begyndte at træne, at bevæge mig, noget mine kropstanker og selvhad havde forhindret mig i længe. Jeg begyndte endda at kunne lide det der bevægelse, men jeg startede ud med at blive holdt i hånden af bl.a. en personlig træner, for det var meget skræmmende, bare at tænke tanken om at gå ind i et træningscenter, det har virkelig været en af mine største grænser jeg skulle overskride.

Min spiseforstyrrelse har altid ligget lige bag mig og luret, først da jeg tog vanecoach uddannelsen, gik det op for mig, at jeg havde rykket mig langt, men at jeg stadig stod med en sygdom så stærk, at jeg skulle bruge hjælp. Jeg rakte ud til en af underviserne på vanecoach uddannelsen, og kom i forløb hos hende, vi arbejde sammen gennem længere tid, og jeg fik kigget meget på hvad jeg brugte maden til, hvornår spiseforstyrrelsen trådte til, og at den ikke var mig, men noget jeg havde med mig. Jeg lærte at skille mig og min spiseforstyrrelse ad. Da jeg tog uddannelsen som overspisningscoach, fik jeg nogle redskaber som jeg kunne bruge på mig selv, det eneste er bare at det kan være svært at arbejde med så sårbart et emne selv.

Da Jane ansatte mig som en del af hendes team, har jeg lært så meget. Jeg har brugt Jane til at komme endnu længere med min spiseforstyrrelse, jeg ved også når jeg trækker mig allermest og mit sind bliver mørkt, så er det der hvor jeg skal have fat i Jane, før i tiden ville jeg have brug selv, det ved jeg den dag i dag jeg ikke kan. Jeg skal bruge andres spørgsmål, jeg kender dem, og derfor ved min hjerne også hvornår den ikke længere skal svare, hvis spørgsmålene kommer fra mig selv.

Jane har lært mig, at det er helt okay spiseforstyrrelsen stadig er der. Jeg ved nu at selvom jeg måske kan have en overspisning hist og her, så er det bedste jeg kan at være nysgerrig, jeg ved at mine overspisninger er godt og vel 95% mindre end før i tiden, de er bevidste, i forhold til at være ubevidste førhen, og nå ja, den der hammer der plejede at følge med en overspisning, den er der ikke længere.

Jeg ved når jeg står i perioder i livet der er hårde, svære, ukontrollerbare så kan maden ikke længere hjælpe mig som den kunne før, i dag har jeg lært andre redskaber at kende, såsom bevægelse, venindetid eller faktisk bare mere søvn.

Jeg er lige nu i gang med at uddanne mig til madmentor og senere på året starter jeg på uddannelse til vaneterapeut. Det handler for mig om at få endnu flere redskaber til at hjælpe mine klienter, men ikke mindst, så bliver jeg ved med at lære om en sygdom som gjorde mig så vred på mig selv i over 20 år.

Jeg ved i dag jeg er på rette vej, fordi jeg tør stå ved at jeg har min sygdom, jeg ved jeg er på rette vej fordi maden ikke længere er mit eneste redskab til at være i de gode og dårlige følelser, og jeg ved jeg på rette vej, fordi jeg mit spiseforstyrrelse har fået lov til at hjælpe andre.

Jeg overspiser sjældent, jeg hader ikke længere min krop, selvom jeg gerne vil ændre noget på den, så er det ikke altoverskyggende, og jeg er faktisk stolt af hvad den kan udrette, og det for mig er noget af det vigtigste. Min krop er ikke længere noget jeg flygter fra, og bare det at kunne skrive den sætning, så ved jeg at jeg er længere væk fra min spiseforstyrrelse end nogensinde før.