Cookie- og privatlivspolitik
Det skulle vare næsten 15 år før jeg fik bugt med min spiseforstyrrelse 😫😱
Jeg vil gerne fortælle lidt om, hvad det egentlig gjorde at jeg langt om længe slap fri.
For det var jo langt fra første gang jeg var i behandling❗
Men denne gang kom det til at handle om noget helt andet end maden og at sidde og fortælle hele min livshistorie igen og igen🤷♂️
Og det havde jeg ikke regnet med🤔
For som jeg sagde til behandleren første gang jeg var der: ”jeg har ikke noget problem med mine følelser, men jeg kan bare ikke styre maden”.
Oh boy I was wrong🤣🤣🤣
Men jeg kunne virkelig ikke selv mærke det – eller ville ikke tillade mig selv at mærke det😶
Var ikke klar over at det var unormalt at gå med en uro i den grad som jeg gjorde, og havde bare sat en facade på.
En uro, som jeg dæmpede med store mængder mad 🥐🍬🍰🍩🍫
Jeg havde simpelthen lavet et SÅ stærkt panser af benægtelse.
Lukket følelserne ude.
Gjort mig hård.
For at beskytte mig selv.
Og det er faktisk ret skræmmende at tænke på den dag i dag😬
Faktisk blev det sådan, at vi næsten ikke snakkede om mad under hele forløbet.
Det vi primært arbejdede med undervejs – og som var den store forskel i forhold til de andre forløb, var:
😣 Følelsen af at være forkert
😣 Angst
😣 At mærke – og håndtere – negative følelser og tanker
😣 Tomhed
😣 Ensomhed
😣 At mærke grænser og behov og tage dem alvorligt. Og at blive i stand til at sige fra.
😣 Selvomsorg
Og det var SVÆRT! 😭😭 Hold da op hvor blev der fældet mange tårer undervejs.
Men jeg er SÅ taknemmelig for at have sluppet min spiseforstyrrelse😃😍. For jeg havde næsten opgivet håbet💔.
Og hvis jeg var fortsat i mit gamle spor med at ”bare” skulle tage mig sammen, så havde jeg siddet fast endnu.
Og var gået glip af mit liv💩
Pointe: overspisning handler i langt mindre grad om mad, end de fleste tror.
Men det kræver mod og det er svært, at skulle til at arbejde på de årsager, der er til, at man overspiser.
Kh Sarah og Jane🤗
