Cookie- og privatlivspolitik
Min spiseforstyrrelse hang som en mørk skygge over hele min ungdom. Dermed ikke sagt at jeg er gået glip af alt, men stress, bekymringer og skam fulgte med over alt.
Men når det så er sagt, så er jeg også blevet klar over, at min spiseforstyrrelse har lært mig noget meget værdifuldt, der nu kommer mig til gavn BIG time!
For min spiseforstyrrelse kom, fordi der var noget jeg blev nødt til at lære.
Den var en alarmklokke, der fortalte at der var noget galt.
Det var der bare ikke nogen der vidste, i hvert fald ikke indtil jeg selv begyndte at åbne op omkring det. Jeg gemte alt bag en fascade af “jeg har det fint”.
For det troede jeg faktisk at jeg havde.
På trods af at jeg op igennem mine 20’ere havde været i behandling hos både psykologer og center for spiseforstyrrelser og i en længere periodehavde fået antidepressiv medicin, så var det ikke gået op for mig hvad det hele drejede sig om. Og derfor havde jeg også bare fået det værre og værre.
Da jeg var 29 besluttede jeg mig for at gå i behandling en sidste gang. Nu måtte det briste eller bære. Jeg havde fået en kæreste, som jeg var meget forelsket i, og jeg magtede ikke at min spiseforstyrrelse skulle ødelægge vores forhold (som desværre var sket en del gange før).
Jeg husker stadig den første samtale med den nye terapeut.
Jeg lagde nemlig ud med at sige: “Altså, følelsesmæssigt har jeg ingen problemer – det er bare maden jeg ikke kan styre”.
Og det var jeg faktisk sikker på var rigtigt!
Men jeg skulle blive klogere. For nøj, der blev fældet mange tårer det følgende år, hvor jeg gik i behandling hos hende.
Jeg fandt fx ud af at jeg overhovedet ikke behandlede mig selv ordentligt. Eller, det troede jeg jo at jeg gjorde, men når man kradsede under overfladen, såvar jeg en idiot overfor mig selv.
Jeg var sådan en der konstant gjorde noget for andre – også selv om jeg hverken havde tid, kræfter eller overskud. Men jeg havde simpelthen så hårdt brug for den bekræftelse jeg fik ud af det. Når andre fortalte mig hvor dygtig og flittig jeg var og takkede for hjælpen
Jeg anede heller ikke hvor mine grænser gik – set i bakspejlet kan jeg godt se at de er blevet overtrådt ufatteligt mange gange. Men jeg har bare accepteret det og bidt det i mig.
For jeg mente ikke at jeg var noget værd. Jeg mente ikke at jeg havde lov til at have grænser eller kræve at jeg fik mine behov opfyldt. Jeg fik en masse selvtillid i de ting jeg gjorde, men selvværdet var helt i bund.
Jeg troede vitterligt ikke på at der var nogen der kunne holde af mig, hvis de virkelig vidste hvem jeg var under fascaden. Så jeg brugte virkelig mange kræfter på at være på en måde som andre kunne lide eller måske ligefrem så op til.
Af samme årsag var det så vigtigt for mig at være tynd – fordi så ville jeg være noget i form af at jeg havde klaret noget der er svært for mange at opnå. Ligesom da jeg startede på medicinstudiet – i bund og grund handlede det om at kunne vise at jeg “var noget”.
Jeg kunne ikke mærke mine følelser – undtaget når det hele nogle gange havde hobet sig op og jeg fik et mentalt “meltdown” og overfusede dem jeg mente havde behandlet mig uretfærdigt og skabte mig helt vildt. Som en bombe der sprang i luften.
Og jeg skammede mig naturligvis efter sådan en forestilling. Og pakkede mine følelser endnu mere sammen – jeg skulle være sådan en der kunne klare alt og ingen skulle kunne ramme mig.
Men alt det blev der lavet om på. I bund og grund lærte jeg:
– at jeg er lige så meget værd som alle andre, blot i kraft af at jeg eksisterer.
– at jeg har lov til at være den jeg er – og at det kun er når jeg tør være mig selv, at jeg bidrager mest muligt til verden og mine kære.
– at mine følelser, behov og grænser SKAL tages alvorligt – og hvordan jeg mærker dem og kommunikerer dem ud.
– at en spiseforstyrrelse ikke handler (ret meget) om mad
Denne læring har været helt essentiel for mig. Det har været hårde lærepenge, men jeg tør ikke tænke på hvordan mit liv havde set ud, hvis jeg ikke havde lært at forstå mig selv.
Så det vil jeg til enhver tid anbefale andre. Det kræver mod – men husk at hvis man ikke gør noget andet end det man plejer, så får han heller aldrig andre resultater.
Kh Jane
