Opdateret: 6. juli 2020
Hvis du har problemer med overspisning, så gætter jeg på at du skammer dig. Det gør hovedparten af mine klienter i hvert fald (og det gjorde jeg også selv).
Du skammer dig over manglende ryggrad.
Over ikke at kunne styre dig.
Over at du ikke kan tackle dine følelser og problemer med andet end mad.
Det får dig til at føle dig som et undermenneske, ikke?
Men ved du hvad? Det er der ingen grund til.
For det at begynde at overspise, vil kunne ske for enhver, når man bliver tilstrækkeligt presset.
Når man fx kommer ud for problemer, man ikke har redskaberne og erfaringerne til at tackle.
Når kravene til én bliver højere end de ressourcer man har til rådighed. Osv.
Lige så vel som hvis man bliver stofmisbruger, ludoman, alkoholmisbruger, sexafhængig.
Der er en årsag til at det sker. Det er ikke dig der er svag.
Misbrug er en copingstrategi.
En copingstrategi der hjælper dig til at overkomme problemerne.
Fordi maden hjælper til at bedøve, så du ikke mærker smerten ved dine problemer så meget. Eller den giver dig glæde/opmuntring. Eller den hjælper dig med at flygte fra et svært liv/svære tanker eller følelser.
Derfor: Hav medfølelse med dig selv. Det er ikke din skyld at du er begyndt at overspise. Det kunne ske for enhver.